Sæson Juli til september. Smag Blåbær har en blomsteragtig sødme med noter af træ og skovbund og kun ganske lidt syre. Store blåbær kan have en tendens til en lidt fad smag, så gå efter de små. Anvendelse Blåbærret er i de seneste år blevet udråbt til at være lidt af en dengse sammen med mange andre bær pga. sit høje indhold af antioxidanter og andre sunde stoffer. Derfor ender det ofte sine dage i en blender hos smoothiedrikkende danskere. Men blåbær har bestemt stadig en berettigelse i det mere syndige køkken. Amerikanerne elsker dem i sprøde blueberry pies eller tunge blueberry muffins. Franskmændene foretrækker at lave marmelade på de små blå bær. Her i Norden, hvor bærret også vokser vildt i skovene, bruges blåbær typisk til syltetøj, sød suppe, saft og i kager. Mange af de blåbær, der findes i butikkerne, er importerede, amerikanske sorter. De er kæmpestore med blåt, dugget skind og hvidt kød. Nogle kalder disse bær for efterligninger, for de amerikanske blåbær er mere fade i smagen end de mindre nordiske sorter, der også er gennemfarvede. Den mest intense smag finder man dog hos de vilde bær. Blåbær har en sart, sødmefuld smag, men mangler syre. Derfor kan de med fordel få et skud syre fra enten citron eller en god balsamicoeddike, men altid i kombination med sukker eller honning, så syren ikke overdøver den fine blåbærsmag. Krydderier som vanille, kanel og tørret, stødt koriander klæder også blåbær. Endelig er blåbær og mandler også et skønt makkerpar i kager og tærter. Opbevaring Køligt. Blåbær tåler at blive frosset.