Opskrift til 6-8 pers
Tærtedej:
- 250 g hvedemel
- 150 g smør
- ¼ tsk fin salt
- 1 æggeblomme
- Evt. lidt vand
Fyld:
- 10 grønne asparges
- 3 æg
- 100 g gorgonzola
- 1 ½ dl piskefløde
- Salt og peber
- 2-3 friske asparges til pynt
Instruktioner
Tærtedej: Smuldr smørret i hvedemelet. Tilsæt salt, og saml dejen med æggeblomme og evt. lidt vand. Lad dejen hvile 30 min. i køleskabet, inden den rulles ud på et meldrysset bord og lægges i en aflang eller firkantet tærteform.
Fyld: Bræk den nederste træede ende af aspargesene. Fordel dem i tærteformen. Pisk æggene luftige med fløde og gorgonzola, og krydr med salt og peber. Hæld æggemassen over aspargesene, og bag tærten nederst i ovnen ved 180 grader, til den er gylden, og æggemassen stivnet, det tager ca. 25 min. Pynt med friske asparges høvlet i bånd med en ostehøvl eller kartoffelskræller.
Generelt er saltede mælkeprodukter som smør og ost fremragende match til asparges, for det fremhæver de grønne stænglers søde grøntsagsnuancer. Det gælder ikke mindst gorgonzola med dens komplekse salte smag. Hvis du ikke er til blå ost, kan den fint erstattes af fx ricotta. Server tærten varm og fx med en let salat til.