Laks

Laksen har en smuk og sart orangelyserød farve og en god fedme. Fisken er kødfuld, fast og mør og har den karakteristiske let sødlige laksesmag.

Sæson
Laksen er bedst fra juni til august, men fås hele året. Vildlaksen er dog fredet fra 16. november til 15. januar, hvor fisken yngler.

Prøv fx Snapse-gravad laks med fennikelsalat fra Mad&Venner

Anvendelse
Laksen er en meget velsmagende, let at tilberede på et væld af måder og har en smuk kulør, og det har gjort den til en af de mest populære spisefisk her til lands. Vi damper den, pocherer den, bager den, griller den, steger den og koger den. Dertil kommer helt lette tilberedninger som gravning, røgning og saltning til tartar, og så er laksen de senere år også efterspurgt til sushi. Den store efterspørgsel har ført et stort opdræt af laks med sig, og her er laksen desværre af noget svingende kvalitet. Opdrættet laks kan være meget fed og er nogle gange ligefrem farvet kunstigt rød.
De vildtfangede laks betragtes derfor som de bedste fisk, men kan desværre være svære at få fingrene i.

Fisken med det rosa kød kan vokse sig til en ordentlig kleppert på flere kilo, den er torpedoformet og har et sølvfarvet skær, der er mørkere på ryggen end på bugen. Køber du fersk laks, så husk at sikre dig, at den nu også er helt frisk ved at dufte til den. Den skal dufte af hav og ikke af fisk. Tjek også øjnene, der skal være klare og blanke eller tjek gælderne, der skal være rene og røde eller lyserøde. Bed fiskehandleren om at udbene den og skære den i en passende udskæring.

Opbevaring
Køl eller frys.


Mad og venner

Find flere opskrifter og råvarer hos Mad&Venner